Ikast-Brande Kommune er blandt de bedste i landet, når det gælder erhvervsvenlighed. Ifølge årets vurdering fra Dansk Industri (DI) udmærker kommunen sig bredt, hvor både den overordnede tilfredshed, dialogen med erhvervslivet, infrastrukturen, uddannelsesmulighederne og den kommunale administration får flotte karakterer. Kommunen ligger blandt de ti bedste på 14 ud af undersøgelsens 15 spørgsmål.
Inden for hovedkategorien Kommunal administration opnår Ikast-Brande flere førstepladser. Her får kommunen især ros for sine digitale erhvervsservices, såsom digital byggesagsbehandling og information målrettet virksomheder på kommunens hjemmeside. Virksomhederne vurderer desuden, at Ikast-Brande i særlig grad tager hensyn til erhvervslivet i den lokale planlægning.
Et fokuspunkt for kommunen er at sikre erhvervslivet attraktive muligheder for udvikling og vækst. Dette gælder både i arbejdet med planlægning, salg af erhvervsjord og i den efterfølgende etablering, hvor der lægges vægt på dialog og fleksibilitet over for virksomhedernes behov.
Sammenlagt har Ikast-Brande Kommune siden 2014 ligget markant over landsgennemsnittet, når virksomheder bliver spurgt til deres samlede tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed. Trods førerpositionen er der fortsat fokus på at tilpasse sig virksomhedernes foranderlige vilkår og styrke samarbejdet fremadrettet.
For yderligere information kan borgmester Ib Lauritsen kontaktes på telefon 40302234 eller mail iblau@ikast-brande.dk. Kommunaldirektør Flemming Storgaard kan kontaktes på telefon 22714505 eller mail flsto@ikast-brande.dk.